Af Rasmus Kolby Rahbek, forstander
På Den frie Lærerskole har vi netop sagt farvel til 5. årgang. De begyndte på læreruddannelsen i 2020 – midt under Corona-nedlukningen – hvor spørgsmålet om trivsel blandt børn og unge nærmest eksploderede. Der havde i årene op til epidemien været begyndende tendenser til, at forskere og andre havde peget på, at en forandring særligt blandt unge kunne spores. Bl.a. efter at trivselsmålinger blev indført i Folkeskolen i 2014. I 2019 udgav Center for Ungdomsforskning antologien Ny udsathed i ungdomslivet – 11 forskere om den stigende mistrivsel blandt unge, der var en af de første publikationer, der forsøgte at tegne et samlet billede. Blot 5-10 år tidligere havde trivsel stort set ikke været på dagsordenen i den offentlige debat.
Og nu, kort før 5. årgang færdiggjorde deres læreruddannelse, udkom Trivselskommissionens store rapport om børn og unges trivsel, der skulle komme med svar på, om vi som samfund står midt i en omfattende trivselskrise – og hvad vi i givet fald skal gøre ved det. I deres fem år som lærerstuderende er diskussionen om mistrivsel kun blevet stadig mere intens, ikke mindst når det kommer til skolen. Så meget, at man nogle gange næste kan tro, at meningen med skolen er at sikre trivsel.
Flere har peget på, at det øgede fokus på trivsel formentlig kun har gjort situationen værre. Når trivsel/mistrivsel bliver et altdominerende begreb, bliver alt hvad der er svært i livet en vej til mistrivsel, uanset sammenhængen. Og trivsel – forstået som en følelse af glæde, tilfredshed og ligefrem lykke – bliver omvendt den eneste accepterede tilstand. Trivselsbegrebet kommer dermed med en indbygget tvang, for hvem ønsker ikke at trives? Og alligevel er det svært at få hånd om, hvad vi egentlig taler om.
I den netop udkomne antologi Trivsel tur/retur skriver forfatterne Lene Tanggaard, Svend Brinkmann og Thomas Aastrup Rømer, at ”der er ikke enighed om forklaringen på den stigende mistrivsel, men der peges skiftevis på tidsånden, skærmen og sociale medier, præstationsræset og perfekthedskulturen, en generel forpustethed, et forandret forældreskab, pressede professioner og besparelser på den primære omsorg for børn og unge helt fra vuggen og frem. Ingen synes helt at vide, hvad der er på spil.”
Vi er altså ikke for alvor kommet særligt meget nærmere, hvad dette fænomen skyldes. Bortset fra at kunne konstatere, at det har spredt sig til stort set samtlige områder af samfundet og livet, og som en invasiv art gennemtrænger alting. Når trivselsbegrebet på den måde bliver altfortærende, invaderer det også det, der skulle fungere som bolværk mod mistrivslen.
Der har i mange sammenhænge – ikke mindst i de frie skoler – været peget på, at kuren mod den stigende mistrivsel blandt unge er fællesskab. Det som ligger uden for en selv, som kræver deltagelse og medlevelse, som vender blikket væk fra en selv. En modvægt til det individualiserede blik. Men også her synes bolværket at blive undermineret og slå sprækker.
Taler man med unge mennesker i dag, beskrives fællesskabet i betydeligt mere tvetydige vendinger, når det kommer til trivsel. Fællesskabet er her ikke et entydigt gode. Fællesskabet bliver generator for sin helt egen form for mistrivsel. En mistrivsel, der vokser ud af en usikkerhed forbundet med sociale normer. En social omgang ’jorden er giftig’, hvor der ikke synes at være noget helle, og hvor faren for at træde ved siden af lurer overalt. Mistrivsel som resultatet af frygten for at begå fejl eller ikke at passe ind i fællesskabet.
En del af udfordringen kommer nok af, at trivselsbegrebet transformerer fællesskabet. Fra at angå noget, der antager en almen karakter, bliver det til et spørgsmål om sociale relationer. Dermed overbebyrdes betydningen af det sociale. En anden del af udfordringen kommer muligvis af, at fællesskaber har været fremført som et entydigt positivt gode. Eller rettere, at vi har gjort fællesskabet til netop en kur mod noget, fremfor noget i sig selv. At fællesskabet er blevet instrumentaliseret som løsningen på et problem.
Her har f.eks. både Trivselskommissionen, Center for Ungdomsforskning, og ikke mindst Efterskolerne og Højskolerne selv, peget på lige netop de frie skolers fællesskab som et værn mod mistrivslen. Et fællesskab der er godt, rummeligt og trygt. Og det utvivlsomt i bedste mening. Men måske har man dermed også – uforvarende – bidraget til at skabe en forventning om, at fællesskabet altid skal lykkes for den enkelte. At det skal kunne acceptere og anerkende alt. At ingen slår sig på nogen eller noget i fællesskabet.
Pointen her er ikke at underkende fællesskaber. Slet ikke. Men måske er pointen med fællesskaber i en pædagogisk sammenhæng ikke at sikre trivsel. Her handler det ikke om at acceptere og anerkende alting. Her er fællesskabet først og fremmest en rammesætning. En måde at sortere et lille udsnit af verden, så det bliver overskueligt og håndterbart; et sted hvorfra vi kan handle og finde vej, fordi der er nogle retningslinjer og normer, der guider os. Et sted, hvor fra vi kan møde verden prøvende, nysgerrigt og eksperimenterende, men også kritisk og udfordrende.
Pointen er heller ikke, at der ikke må være tryghed i fællesskabet. Men trygheden er – pædagogisk set – ikke målet. Tidligere rektor ved Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, har i den forbindelse peget på, at vi ikke har en trivselskrise, men snarere en dannelseskrise. I artiklen Et trivselsbegreb uden hæmninger og hængsel har han lidt provokerende formuleret det således: ”Opdragelse og dannelse siger: vi vil noget med dig. Du skal overskride dig selv og blive en del af noget større og noget alment. Trivslen siger: du skal være i en balance af velbefindende for at klare og realisere dig selv. Det er dig, der oplever og definerer hvad det vil sige. Vi har ingen fordringer til dig.”
En dannelsesmæssig overskridelse, forårsaget af et møde med verden, er imidlertid ikke altid en behagelig oplevelse. Mødet med verden, forstået som nogen eller noget, der er forskellig fra os selv, kan ryste eller forstyrre vores billede af os selv og verden. Den tyske pædagogiske filosof, Otto Bollnow, har peget på, at et sådant eksistentielt møde, som er noget andet end det almindelige sociale samvær, potentielt risikerer at kaste os ud i en krise, når vores forståelse af verden forstyrres.
For Bollnow er krisen imidlertid et uomgængeligt aspekt ved tilværelsen og har derfor også en pædagogisk side. Ikke sådan, at det er en pædagogisk opgave bevidst at frembringe kriser for at opnå en bestemt ’virkning’, men fordi pædagogikken kan være med til at danne en ramme, hvor der er plads til krisen som en sprække eller modsætning, der giver plads til dannelsen.
Dannelsen kan her både være med til at udkaste, hvad Bollnow kalder ’mødemuligheder’, og samtidig virke forberedende på mødet – måske den eneste måde, man kan forberede sig. Med andre ord bliver dannelsen en måde at forberede sig på fremtidige møder med verden, og dermed en måde at finde fodfæste i verden.
En sådan dannelseserfaring er næppe en direkte kur mod mistrivsel, men måske kan den være med til at åbne op for andre måder er være i tilværelsen på. Måder, der ikke er bundet op på en sort/hvid forståelse af trivsel eller mistrivsel, men som skaber rum for en vekselvirkning mellem mennesket og verden, der anerkender at livet er ukontrollerbart – og at dette ikke i sig selv er problematisk.
Dette er uden tvivl nemmere sagt end gjort. For en sådan dannelsesopgave kommer ikke som en manual med færdige metoder, som læreren blot kan følge. Og pædagogikken risikerer altid med sit paradoksale og svage begrebsunivers at tabe kampen til stærkere vidensformer, som dem der ligger til grund for trivselsbegrebet. Men som Lene Tanggaard på en gang næsten kættersk og befriende skriver i ovennævnte Trivsel tur/retur: ”Vi kan godt undvære trivselsbegrebet i skolen. Det kan faktisk siges så enkelt. Der er i stedet brug for at genvække det pædagogiske sprog om formål, indhold og menneskelige relationer, og der er brug for at skabe betingelser for, at undervisningen og de pædagogiske processer i skolen kan give mulighed for, at eleverne kan deltage, opleve meningsfuldhed og tilhørsforhold.”
Måske er læreruddannelsen et passende sted at begynde den revolution.
