Af Rasmus Kolby Rahbek, forstander
Gennem de seneste måneder har der i en række sammenhænge – særligt fra regeringskontorerne, været talt om, at vi i Danmark skal satse på åndelig oprustning. Det første indspark kom fra Undervisningsminister Mattias Tesfaye, der i et interview i Weekendavisen tilbage i januar, udlagde behovet for, at de opvoksende generationer får del i en dannelse, der gør dem til patrioter gennem tilegnelsen af vores fælles kulturelle og historiske rødder. ”Det er fint med militær oprustning, men hvis ikke der er en tilsvarende åndelig oprustning, så sikrer vi ikke Danmarks, Vestens og Europas suverænitet og sikkerhed. Det begynder i skolen”, udtalte Tesfaye.
Siden tog statsminister Mette Frederiksen depechen op, og sidestillede ligeledes behovet for åndelig oprustning med den militære parathed, vi har brug for i kølvandet på krigen i Ukraine og Ruslands aggressive adfærd: ”Vi kommer til at bruge rigtig mange penge på militær oprustning – på krudt og kugler og evnen til at kunne forsvare os mod en fjende fra øst. Men det kræver jo også, at vi er robuste som mennesker og som demokrati, og det handler i høj grad om det, der foregår oppe i hovedet. De to ting skal gå hånd i hånd”, proklamerede statsministeren.
Der er noget på én gang besnærende og problematisk ved begrebet ’Åndelig oprustning’. På den ene side er det befriende, at der fra regeringshold, ikke mindst socialdemokratisk, nu langt om længe tales om værdien af en kulturel, æstetisk og historisk forankret dannelsesopgave, der står i skarp kontrast til et materialistisk skolesyn, der vægter test, læringsmål, fremdrift og arbejdsmarkedsfokus, som ellers har været stærkt dominerende.
På den anden side er der også noget ’antipædagogisk’ i den måde, den åndelige oprustning lanceres på med militaristiske metaforer. Som da professor Ove Kaj Pedersen for nylig på en konference om netop åndelig oprustning på DPU udtalte, at ”dannelse udspringer af disciplinering og at få individer til at tænke ens, så vi kan udgøre et samfund”. En sådan omgang åndelig marcheren i takt harmonerer ualmindeligt dårligt med den åndsfrihedstradition, som står centralt i de danske værdier, som fortalerne for åndelig oprustning ellers ønsker at forsvare og bevare. Og hvad er det så egentlig, vi kæmper for – og imod?
Dermed bliver det også ganske tydeligt, at åndelig oprustning afhænger af, hvilket åndsbegreb man lægger til grund – og om man overhovedet har et... Det samme har i vid udstrækning været tilfældet med diskussionen om dannelse de senere år, hvor dannelse som begreb er blevet omfavnet af stadig flere, men uden at man gør sig selv og andre klart, hvad man egentlig mener med det.
Det gælder for såvel pædagogikken som for demokratiet, at de begge må acceptere og er afhængige af deres indbyggede paradokser, og ikke er rene og ensrettende. Fra pædagogisk hold er der derfor også grund til at råbe vagt i gevær (beklager billedet!), når fænomener som ånd og dannelse risikerer at blive spændt for en vogn, der handler om at rette ind. Dannelse handler om, med afsæt i viden og kundskaber, at kunne tænke og handle selvstændigt og frit. Om at blive fortrolig med verden, for derfra selv at kunne bevæge sig ud i den. Om at forstå og erfare, at verden er større end en selv, men det er dig, der må leve i den. Det sker ganske rigtigt gennem en disciplinerende pædagogisk praksis. Men ikke for at få barnet eller den unge til at tænke ens med alle andre, men netop for at føre dem frem til en frihed, der åbner verden op.
Det ville selvklart, ikke mindst med afsæt i en grundtvigsk skoletænkning, være besynderligt ikke at se forbindelse mellem dannelsesopgaven og fællesskabet, også det store fællesskab vi kalder samfundet. Så langt har fortalerne for den åndelige oprustning naturligvis ret. Vi kan ikke bygge fællesskaber og samfund uden et fælles grundlag. Og fællesskaber eksisterer og fungerer kun, hvis der både er en inderside og en yderside. Det kan i den optik kun bifaldes, hvis der kommer et fornyet fokus på værdien af historisk og kulturel viden, som modsvar til en tom og individualistisk læringstænkning.
Men det er i den forbindelse ikke ligegyldigt, hvilke fællesskaber vi bygger, og hvordan vi betragter fællesskabets medlemmer. Fællesskabet og dets medlemmer må derfor på den ene side kunne acceptere, at der er et fælles grundlag, som ikke er ligegyldigt eller tilfældigt, og på den anden side kunne rumme, at det grundlag skal kunne udfordres, kritiseres og efterprøves.
Her kunne de frie skoler så læne sig tilbage, og hævde, at det jo lige præcis er det, vi gør. Se, hvor dygtige vi er! Men hvis de frie skoler her rent faktisk ønsker at gå foran, og vise, at åndelig oprustning på en gang kræver kulturhistorisk besindelse og åndsfrihed, og at dannelse både implicerer ståsteder og verdensvendthed, ja, så kræver det mere end lidt forkølet snak om forpligtende fællesskaber. Man kan derfor måske ytre et fromt håb om, at denne debat også giver anledning til en selvbesindelse og åndelig oprustning blandt de frie skoler.
Da Mette Frederiksen lancerede det seneste forsvarsforlig, var det med en melding til Forsvaret om ”Køb, køb, køb!”. Siden har mange efterspurgt, om en lignende økonomisk rundhåndethed også vil gælde den åndelige oprustning. Der er dog næppe udsigt til, at skoler og uddannelsesinstitutioner nu kan foretage massive økonomiske investeringer, der styrker dannelsen, og, som Forsvaret, spørge om lov bagefter. Men må man så ikke opfordre til, at den økonomiske ødselhed i Forsvaret, modsvares af en tilsvarende ødselhed, når det kommer skoler og uddannelsers frihed til at fokusere på det, der er deres egentlige opgave, fremfor evindeligt at være spændt for kortsigtede og endimensionelle politiske dagsordner og målsætninger. Det kunne godt gå hen og vise sig at være betydeligt mere værd end kroner og ører.
