Af Ole Pedersen, tidligere forstander på Den frie Lærerskole
Poul Erik Slabiak
16. august 1946 - 27. november 2025
Far til Jesper og Mikkel – Svigerfar til Charlotte og Randi - farfar til Mads, Emil, Joakim, Oscar, Mira Rikke og Emilie
En ven – en kollega – inkarneret fodboldspiller – håndværker - bodybuilder
Loyal – troværdig – godt humør – integritet – og fuld af kærlighed til det hele.
Poul Erik Slabiak blev ansat som pedel på Den frie Lærerskole i Ollerup marts 1973, 26 år gammel.
Han var uddannet maskinarbejder på Svendborg Værft, og havde derigennem alle faglige forudsætninger for at kunne løse den alsidige og vidtfavnende opgave, en pedel har på Lærerskolen.
Gennem sin store passion for fodboldspillet og arbejdet med ungdomsafdelingen i Svendborg Boldklub, havde han fået stor interesse i at arbejde med unge mennesker. Stillingen som pedel på Den frie Lærerskole kom derfor lige på rette tid og sted for ham. Den dengang nyansatte forstander Flemming Tranæs var da heller ikke sen til at få ham ansat på skolen.
Poul Erik flyttede med sin familie ind på ’Himmerigsgården’, og Lærerskolen havde nu fået sig en ny pedel, som snart viste sig at gå godt i spænd med forstander Tranæs og dennes ambitioner med skolen. Deres fælles arbejdsinteresse udviklede sig til et livslangt venskab.
De to fokuserede på den utidssvarende og dyre varmeforsyning på skolen, og i løbet af få år fik de etableret et topmoderne, bæredygtigt flisfyr, som den dag i dag er centralnerven i skolens varmeforsyning. Det siges, at ad åre begyndte Poul Erik at vågne en lille times tid før, der opstod problemer med flisfyret.
I hans tid blev der i 70-erne bygget nye undervisningslokaler, i 80-erne nyt musikhus, i 90-erne ny spisesal for at øge elevtallet fra 180 til 240, ny idrætshal og opført nye elevboliger . Dertil kom den løbende renovering og nyindretninger. Der er således ikke et lokale, et værelse eller en krog af Lærerskolen – såvel over som under jorden – som Poul Erik ikke har haft i sine hænder.
I 90-erne fik Poul Erik en pedelkollega i Henrik, som var uddannet maler, og de to supplerede og støttede hinanden de næste 22 år på fornemmeste vis. (Siden er flere kommet til).
Poul Erik havde en særlig evne til at skaffe kontakter til naboer – naboskole – lokale håndværkere – lokale foreninger og idet hele taget medvirke til at placere Lærerskolen som en betydende institution i det lokale samfund.
Mange andre institutioner rundt omkring i landet har gennemgået en lignende proces de sidste 50 år. Men jeg tror ikke, der findes et sted, hvor det igennem så lang en årrække har været i hænderne på én person. Det vidner om et menneske, der som ægte håndværker har løst opgaver, fået nye ideer og skabt nye muligheder for sin arbejdsplads.
Alle disse opgaver og nye tiltag kunne sikkert være blevet udført af andre. Men måden Poul Erik har været pedel på, er enestående.
Først og fremmest har han mejslet i sten, at alle ansatte og studerende har hver især en opgave at løse, for at Lærerskolen kan være det, den er. Og ingen opgave eller personer er vigtigere i denne helhed end de andre! Han har været af afgørende betydning for opbygningen af den kollegiale bestræbelse, som Lærerskolens ansatte præsterer hver eneste dag.
I beskrivelsen af Lærerskolen har vi ofte brugt begrebet, at Lærerskolen skal være et Lærestykke. Skolen skal fungere som de skoler, de studerende uddannes til. Dette grundsyn har Poul Erik med stor integritet og ubestikkelig loyalitet altid været bærer af. Han har med sin væremåde inviteret til og forventet af såvel studerende som kollegaer, at de har skullet forholde sig til dette grundsyn og finde deres egen udgave af, hvad de kan og vil byde ind med – for Lærerskolen.
Skolen har i Poul Erik haft et menneske, som altid har været positivt og aktivt til stede i de unges liv og på Lærerskolen.
Mange studerende har andre uddannelser og livserfaringer med sig til Lærerskolen. Nogle synes ikke umiddelbart som en selvfølgelig del af en læreruddannelse. Disse unge har Poul Erik altid haft et særlig godt øje til. Han har indrettet værksteder, givet dem udendørsplads, byggeplads og har argumenteret for betydningen af, at det også er en uddannelsesopgave at inddrage disse erfaringer i de unges læreruddannelse.
Denne imødekommenhed og åbenhed har gennem årene været med til at skabe aktiviteter, som ofte er blevet tilpasset og indpasset i skolens uddannelser – især de håndværksmæssige. Når de unge på den måde fik plads til deres udfoldelse, var der fra Poul Eriks side en klar forventning til, at de så også ’underviste’ deres medstuderende i det, de nu havde særlig erfaring med. At de gav det videre.
Han har vist, at uanset hvad de unge kom til skolen med, var det væsentligt, det var interessant, – de var betydningsfulde – og deres erfaringer kunne med nogen tilpasning indgå som en særlig kompetence i lærerlivet.
Han har gennem alle årene skabt en forståelse blandt kollegaer og studerende for, at det at tage en læreruddannelse på Lærerskolen er en måde at leve sit liv på. Og de unge – alle – blev set af ham. Gennem mere end 50 år.
Det er tungt at sige farvel, og der er meget at sige ham tak for.
Lærerskolen går videre, nye kommer til, tingene forandrer sig med tiden. Men det er væsentligt, at skolen besinder sig på, at der med Poul Erik er gået meget kærlighed til Den frie Lærerskole bort. Betingelsesløs kærlighed.
Hvem skal løse opgaven med at favne dem, som de fleste af os ikke kan – eller vil – favne, så de kan blive en del af den brogede historie, Lærerskolen lever af?
Hvem skal stille sig til rådighed med en hjælpende hånd, uanset hvem, hvornår og til hvad nogen har brug for det?
Hvem vil stille sig på hans plads, hvor der skal gives mere end der tages?
Han efterlader et stort tomrum, der skal fyldes ud – af Lærerskolen.
Fra Dan Turell kommer her en tilrettet udgave af, hvad jeg tror, var hans yndlingsdigt:
Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt fra Møllen,
der hver dag forandrer sig, og så alligevel ikke er helt så kendt
De studerendes og kollegaernes på en gang fortrolige – og efter søvnens fjernhed – fremmede ansigter
Morgenhilsen og morgenlys – et pift efter Fru Madsen
Posten der sættes ved kontoret
Kaffelugten fra køkkenet
Den rituelle vandring til flisfyret og Brugsen efter mælk, brød – og nu ingen cigaretter
Jeg holder af hverdagen
Selv gennem alle dens irritationer med kloakken
De studerendes mange biler, der fylder parkeringspladsen ved Hovedbygningen
Telefonen der uafladelig forstyrrer det smukkeste, blankeste stillestående ingenting i mit akvarium
Oldboysholdet som igen ikke møder op til tiden
Studerende som skal hentes om natten i byen
Fuglene der pipper fra deres bur
Den gamle kollega – Gartneren, Maleren, Finn O eller Tranæs – der ser forbi
Børnebørn der skal hentes i børnehaven, netop som man er kommet i gang
I Hugin har de igen glemt en nøgle
Den konstante indkøbsliste i jakkelommen med sine faste krav om fuglefoder, kaffe og kiks
Tur efter tur med lastbil til Schultz efter skruer
Den lille hurtige ved ’Livredderen’, når vi mødes før kaffepausen og tørrer sved af panderne
Jeg holder af hverdagen
Dagsordenen
Også den biologiske
De uundgåelige procedurer i badet og på toilettet
Den obligatoriske barbermaskine
De opkald der skal besvares
Checke om kontoret har styr på min økonomi
Huslejeopkrævning
Opvasken
Erkendelsen af at være udgået for tændstikker eller tape
Jeg holder af hverdagen
Ikke i modsætning til fest og farver, en kop øl, en pølse og balfaldera
Det skal til med alle sine efterladte slagger
Så meget usagt – og for meget sagt – tilnærmelsesvist vævende og hængende i luften bagefter
Som en art psykiske tømmermænd kun hverdagens morgenkaffe kan kurere
Fint nok med de studerendes mange fester!
Al plads for euforien og deres ubændige fantasi og livsglæde!
Det holder os i live
Lad de tusinde perler boble!
Men hvilken lykke så bagefter at lægge sig i hvilens og hverdagens seng
til den kendte og alligevel ikke så kendte samme udsigt.
Der skal ryddes op
Jeg holder af hverdagen
Jeg er vild med den
Hold da helt ferie hvor jeg holder af hverdagen
Jeg holder stinkende meget af hverdagen
Æret være Poul Erik Slabiaks minde.
