Af Anna Riisgaard Lerche
“Det, der gør Lærerskolen helt unik, er den måde, man bliver formet som menneske og som fagperson,” fortæller hun. “Man får lov at prøve sig selv af – tage ansvar, træde frem, få mod på at stå ved sine holdninger. Det er noget, man kan tage med sig hele livet.”
Hun husker særligt skolens stormøder og basisgrupper som steder, hvor hun blev klogere på både sig selv og andre. ”Debatterne kunne blive meget langhårede, og der blev ved med at blive stillet spørgsmål, fordi folk tog debatten dybt seriøst og var meget passionerede,” forklarer hun og fortsætter: ”Jeg har haft ansættelsessamtaler med nogle lærere, der er uddannet herfra – og jeg kunne tydeligt mærke, at de havde gået på Lærerskolen. Deres tilgang var særlig – afsøgende og eksperimenterende.”
Demokrati og dannelse som drivkraft
På Den frie Lærerskole bliver demokrati og dannelse ikke kun en del af undervisningen – det bliver praktiseret. “Jeg blev skarpere på mine værdier og at turde at træde i karakter,” fortæller hun. “At stå på stormøder og debattere, tage formandsposter i udvalg og samarbejde med andre studerende, tror jeg, har været med til at give mig modet til at påtage mig ledelsesopgaver senere i mit arbejdsliv.”
De studerende kom med forskellige baggrunde og erfaringer, hvilket krævede åbenhed og nysgerrighed. Det lærte Margrethe at arbejde på tværs af forskelligheder, finde løsninger og se nye perspektiver – kompetencer, der er afgørende i lærerarbejdet. ”Det var ikke kun undervisningen, der formede os – det var alt det ansvar og de valg, vi tog undervejs. Jeg lærte at stå fast, men også at samarbejde og give plads,” siger hun.
Et springbræt til livet som lærer
Udover det faglige udbytte oplevede Margrethe, hvordan kunst, teater, musik og fællessang var med til at udvikle hendes pædagogiske og kreative redskaber. ”Alt det, jeg lavede – kunst, teater, musik at spille til og synge fællessang– har jeg brugt direkte som lærer. Men vigtigst af alt har Lærerskolen givet mig et udgangspunkt, som har medvirket til, at jeg tør at stå i spændingsfelter, tage ansvar og engagere mig fuldt ud i alt, hvad jeg gør,” fortæller hun.
Selv 25 år senere føler Margrethe sig stadig tæt forbundet til skolen, men fremhæver først og fremmest den personlige udvikling som det mest værdifulde. “Når jeg kommer tilbage, kan jeg mærke, hvilken stor betydning Lærerskolen har haft for mit arbejdsliv og mit mod som menneske. Det er noget, man ikke mister,” siger hun.
Til de nye studerende har hun et klart råd: ”Gå helhjertet ind i de muligheder, skolen giver for at udvikle sig – tag ordet på møder, udforsk de kreative fag og vær åben for at lære af andre. Jo mere man investerer i sin egen udvikling, jo mere står man med, når man forlader skolen.”
For Margrethe Brunsbjerg er Den frie Lærerskole et sted, hvor man vokser som menneske og som fagperson. ”Jeg elsker at komme tilbage her. Jeg har lært så meget på Den frie Lærerskole, og det har udviklet mig så meget,” slutter hun.



















