Når grin bliver et  pædagogisk greb

Kan humor gøre læreren både stærkere og mere nærværende? 2. årgang har netop afleveret faglige artikler. Studerende Sander Friis undersøger i sin faglige artikel, hvordan humor kan styrke relationer, skabe tryghed og samtidig understøtte lærerens autoritet. Med afsæt i forskning og egne erfaringer viser han, hvordan den rette balance mellem grin og ledelse kan løfte både trivsel og undervisning.

Af Sander Friis, 2. årgang

2. årgang har netop afleveret faglige artikler. Studerende, Sander Friis har valgt at undersøge humorens rolle i lærerens praksis. Med udgangspunkt i både forskning og egne erfaringer fra praktikken argumenterer han for, at humor hverken er et ekstra krydderi eller et personlighedstræk – men et pædagogisk redskab, der kan understøtte relationer, trivsel og ledelse, når det bruges med omtanke. Sanders arbejde åbner for en vigtig samtale om, hvordan læreren kan bringe sig selv i spil uden at miste sin autoritet.

Sander indleder med at vise, at humor kan være en stærk, social brobygger. Når læreren tør møde klassen med varme, lethed og et glimt i øjet, reduceres afstanden mellem lærer og elev. Eleverne oplever læreren som et menneske, der både kan lytte, lege og reagere spontant. Dette skaber tryghed, og tryghed er – som Sander pointerer – en forudsætning for læring. Humoren bliver et signal om, at klassen er et sted, hvor man gerne må være sig selv, hvor fejl er tilladte, og hvor interaktioner ikke altid behøver være tunge eller formelle.

Men Sander understreger samtidig, at humor ikke er uproblematisk. En lærer, der ”gør sig sjov” uden blik for situationen eller for elevernes grænser, risikerer at skabe utryghed eller at underminere sin egen autoritet. Derfor er det, ifølge Sander, afgørende, at humor bruges med pædagogisk bevidsthed: at læreren tydeligt viser, hvornår der er plads til grin, og hvornår der er brug for fokus. Humor må aldrig blive på elevernes bekostning og må ikke være en strategi for at undgå konflikter. Den skal være et redskab – ikke en flugt.

En af de centrale pointer i Sanders artikel er, at humor kan styrke lærerens relationsledelse. Relationer opstår ikke kun gennem samtaler om fag og opgaver, men også gennem delte øjeblikke, spontane grin og små hverdagssituationer, som binder mennesker sammen. Humor giver læreren mulighed for at møde eleverne i øjenhøjde og skabe en fælles fortælling om klassen som et fællesskab. Det betyder, at når læreren senere skal kalde til ro eller sætte klare rammer, sker det med større legitimitet, fordi relationen allerede er båret af tillid.

Samtidig viser Sander, at humor kan fungere som energiskift i undervisningen. Et lille opløftende øjeblik kan bryde en tung stemning, samle et trægt hold eller give modet tilbage til elever, der kæmper med en svær opgave. Humor kan dermed være en rytmeskaber i klasserummet – et pædagogisk værktøj til at styre tempo, stemning og engagement. Sander knytter dette til lærerens dømmekraft: Evnen til at mærke, hvornår klassen er flad, hvornår der er brug for lethed, og hvornår man skal holde igen.

Et vigtigt aspekt i Sanders artikel er læreren som rollemodel. Når elever oplever en lærer, der kan grine af sig selv, håndtere små bump med overskud og vise menneskelig varme, lærer de noget om robusthed og socialt mod. Humor bliver i denne optik en del af dannelsesarbejdet. Eleverne ser, hvordan man kan løse konflikter med smil, afvæbne svære situationer eller skabe fælles retning uden at hæve stemmen. Humor bliver ikke kun noget, der får os til at le, men noget der lærer os, hvordan vi kan være sammen.

Sander påpeger dog også humorens grænser. Den må ikke blive et forsøg på at være venner med eleverne. Læreren er altid den professionelle voksne, og humor må aldrig udvande lærerrollen. Tværtimod kræver humor et særligt nærvær og en bevidsthed om balance. Læreren skal kunne skifte mellem det lette og det alvorlige – mellem grin og autoritet. Når dette lykkes, kan humor fungere som et stærkt pædagogisk ankerpunkt, der både samler og styrker fællesskabet.

Sanders artikel viser, at humor er mere end sjov. Det er pædagogik. Det er ledelse. Det er relationsarbejde. Og det er en måde at bringe sig selv i spil som lærer på en måde, der både gavner undervisningen og elevernes trivsel. Arbejdet er samtidig et fint eksempel på, hvordan Den frie Lærerskoles studerende forbinder teori, personlig erfaring og pædagogisk refleksion – og hvordan de formår at sætte ord på lærergerningens menneskelige dimensioner.

Med sin artikel giver Sander Friis et nuanceret og relevant bidrag til samtalen om lærerens rolle i det moderne klasserum. Han minder os om, at humor, når den bruges med omtanke, er en kraftfuld ressource – en vej til at skabe relationer, ro, retning og et stærkere fællesskab.

Del på sociale medier

Livet på Den frie Lærerskole