Af Rasmus Kolby Rahbek
Den offentlige diskussion om skolens indretning, nyt børnesyn, autoritet, inklusion, faglighed, åndelig oprustning, skolevægring, lærermangel etc. synes at gå stadig mere over gevind og, som ved en voldsom centrifugalkraft, at rode alting sammen. I dette virvar står læreren med en stadig længere liste af omverdenens krav og forventning til, hvad hun skal kunne.
Selv om den offentlige diskussion om skolen lige nu forekommer voldsom, så har den i virkeligheden stået på ganske længe. Og lige så længe har det været en stående diskussion hvilken rolle lærerne spiller i den sammenhæng. I 00’erne blev de gamle lærerseminarier omdannet til professionshøjskoler. Og i 10’erne fik vi reformerne af henholdsvis læreruddannelsen og folkeskolen. Begge disse udviklinger har været præget af forsøget på at professionalisere lærergerningen. Videnskabeliggørelse, professionalisering, standarder, kompetencer og læringsmål har været centrale begreber i den bevægelse.
Dannelse tur/retur
Som det ofte gør sig gældende ved så massiv en bevægelse, vil den over tid blive mødt af sin modsætning. Det gælder også denne udvikling. Langsomt – i begyndelsen først i små, næsten lukkede, kredse – lød der røster om, at denne udvikling var for instrumentelt orienteret, og især gik ud over skolens dannelsesopgave. Efterhånden tog pendulsvingningen fart, og pludseligt skulle alt være noget med dannelse – ofte i et omfang så det blev noget nær umuligt at gennemskue, hvad der egentlig menes med dannelse.
Der pågår stadig en kamp mellem disse to positioner, og som sædvanligt står læreren placeret lige midt i det hele. For skal man som lærer følge den sidste nye pædagogiske forskning og professionelle standarder, eller er lærergerningen funderet i en mere grundlæggende dannelsestænkning?
I nogle sammenhænge har man forsøgt at bygge bro mellem de to positioner med begrebet ’professionsdannelse’ som samlebegreb for den viden, identitet og etik der kendetegner de forskellige velfærdsprofessioner som for eksempel lærere, pædagoger eller sygeplejersker – ofte funderet i en specialiseret viden og formuleret som kompetencer. Det kan dog til tider være mere end almindeligt svært at se, hvordan denne professionsdannelse skulle adskille sig fra begrebet uddannelse, og dermed også hvordan den reelt bidrager til skolens dannelsesopgave (hvis man altså abonnerer på, at skolen har sådan en – ellers er det jo lige meget).
Som det ofte gør sig gældende med dannelsesmæssige post-fixer som demokratisk dannelse, bæredygtig dannelse, digital dannelse eller seksuel dannelse, er fortalerne for de enkelte dannelsesformer ofte betydeligt mere interesserede i den første del og væsentligt mindre i den anden del. Man kan således læse hele bøger om for eksempel demokratisk eller digital dannelse, uden at de på noget tidspunkt definerer, hvad de mener med dannelse. Noget lignende synes også at være kendetegnende for begrebet professionsdannelse. Sagt lidt firkantet er der en tydelig prioritering af professionsbegrebet og uddannelsessigtet – mere end et forsøg på at tage dannelsesbegrebet alvorligt. Det samme sker i øvrigt med beslægtede begreber som dømmekraft og autoritet, der ligeledes sættes sammen til professionel dømmekraft eller professionel autoritet. Dannelsen, dømmekraften og autoritet tilhører dermed professionen – ikke læreren.
Uddannelse vs. dannelse
Vi kan, i denne sammenhæng og for overblikkets skyld, helt kort forstå uddannelse som det at blive til noget – en funktion – gennem oplæring i et fags viden og metoder, og dannelse som det at blive til nogen – et menneske – gennem et møde med verden, forstået som det der er forskelligt fra os selv. Dermed bliver det også åbenlyst, at man som lærer ikke alene kan basere sig på den ene eller anden side. En lærer kan ikke klare sig uden enten uddannelse eller dannelse. Men det bliver samtidig også tydeligt, at det ikke er uvæsentligt, hvad man forstår som det grundlæggende. Dette gælder ikke mindst, når vi taler om skolen – og i særdeleshed de frie skoler – som noget andet end uddannelse (for eksempel videregående uddannelse).
Mange vil utvivlsomt mene, at skolens primære opgave er elevernes læring i retning af uddannelse. Skolens og lærerens opgave er derfor at sikre, at eleverne lærer det rette (hvad det så måtte være, men ofte noget nyttigt) og nok (hvor meget det så måtte være, men ofte stadigt mere). Skolen er her at forstå som første trin (hvis ikke ligefrem det andet efter daginstitutionen) på en lang trappe, der fører frem til videre liv i uddannelse og på arbejdsmarkedet. Dannelse bliver så et tillæg, vi kan tilføje, som skal sikre, at eleverne også bliver gode demokrater eller kan opføre sig ordentligt på internettet – eller hvad man nu har sat dannelse bagefter.
Løgstrups tilværelsesoplysning
Som modpol til denne forståelse har den danske filosof og teolog K.E. Løgstrup defineret skolens formål som tilværelsesoplysning (hans begreb for dannelse), og uddannelse som dens afkast eller biprodukt. Med tilværelsesoplysning forstod Løgstrup ”en oplysning om den tilværelse vi har med og mod hinanden, oplysning om samfundets indretning og historiens gang, om naturen vi er indfældet i med vort åndedræt og stofskifte, om universet vi er indfældet i med vore sanser”. Her er det skolens og lærerens vigtigste opgave at bibringe eleverne en indsigt i verden omkring os, og derigennem give dem en forståelse for etiske og eksistentielle dimensioner i tilværelsen. Heraf springer så kundskaber og færdigheder, som i andre sammenhænge kan være nyttige for både ingeniører, journalister og farmaceuter.
Det betyder ikke et fravær af faglighed – tværtimod! – men det er et radikalt anderledes syn på, hvad faglighed kommer af og er til for. Det er en tanke om, at kundskaben og færdighederne har en værdi i sig selv for os mennesker, og ikke alene er til for, at vi hele tiden kan komme videre til det næste trin. Det er selvsagt ikke spor ligetil. For Løgstrup er det imidlertid forfejlet, hvis man vil gøre skolens formål overkommeligt, da det i sagens natur er uoverkommeligt at holde skole. Opgaven er ikke at gøre skolen mere simpel men finde måder at håndtere det vanskelige i at holde skole (hvilket igen kræver stor forståelse fra omverdenen).
Lærerens dannelsesopgave
Hvor efterlader det så læreren – og læreruddannelsen? Som lærerstuderende eller nyuddannet har man selvsagt et vist ønske om at have bare nogenlunde styr på, hvad det er, man skal, og hvad der forventes af en. Og skolerne har også en berettiget forventning til, at deres lærere både er fagligt dygtige, didaktisk kapable og pædagogisk vidende.
Pointen er ikke, at læreren ikke skal lære elever fundamentale færdigheder eller ikke skal have styr på klasserumsledelse og stilladsering. Ambitionen kan ikke være filosofisk flyvske lærere. Det er derimod en insisteren på, at skolen er mere end blot en trædesten til noget andet. At den er noget i sig selv og som sådan værdifuld og meningsfuld. Og i en sådan skole kræves lærere, der kan andet end blot facilitere læringsprocesser defineret af andre (om disse så er forskere eller politikere). Lærere der forstår dannelse som andet og mere end en påklistret eftersætning. Lærere som forstår, hvad det vil sige at holde skole og ikke blot facilitere læring. Lærere som er fagligt rodfæstede og ambitiøse og samtidig undersøgende og verdensvendte.
Det siger sig selv, at det er noget nær urimelige krav at stille til den enkelte lærer, ikke mindst den nyuddannede lærer. Og det er forståeligt, at man i en tid, hvor lærerne udskammes og forlader jobbet i stor stil, mens læreruddannelserne fattes studerende, ikke ønsker at skræmme flere væk end højst nødvendigt. Ligesom det er forståeligt, at man ønskede at hævde lærerne, ved at give dem et professions-badge. Men intet synes for alvor at have lykkedes. Så måske skulle man prøve noget andet.
Dannelse i læreruddannelsen
Hvad nu hvis læreruddannelsen funderedes i den studerendes dannelse – både som menneske og som lærerperson? Hvis man så den studerendes fag og faglighed som indgange til denne dannelse? Hvis man tilgik didaktik og pædagogik med afsæt i en dannelsestænkning og ikke med henblik på at sikre effektiv undervisning? Hvis dannelse var mere end et genstandsfelt i læreruddannelsen eller dannelse til en profession, og i stedet noget der reelt angår den studerende? Ja, nogle vil nok falde fra – ligesom både nogle forskere og politikere vil slå sig i tøjret – men kan det snart blive værre?
Håbet kunne være, at man fik lærere ud af det med forståelse og fornemmelse for skolens sprog, historie, fællesskab, ansvar, faglighed og sammenhæng. Lærere hvis gerning forankres midt i skolens mudrede morads af liv og ånd, ting og sager, kamp og leg, krop og sang, tid og sted. Og lærere, der sammen med eleverne, undrende og nysgerrigt tør indlade sig på den fælles verden. Det ville i hvert fald være at tage lærerens dannelse alvorligt. Ikke for uddannelsens eller professionens skyld, men for skolens.
Note: Man kan selv høre Løgstrup holde foredraget fra 1981 om ”Skolens formål” her: https://dpu.au.dk/viden/video/loegstrupkonference – der kan man også finde en udskrift af foredraget.
