Af Rasmus Kolby Rahbek
Karakterdannelse
Der er et nyt begreb i omløb i skoleverdenen. Karakterdannelse. For et par år siden grundlagdes Center for Karakterdannelse, hvis sigte er at skabe grundlag for, ”at danske børn og unge igennem både dannelse og uddannelse er livsoplyste, livsduelige, eksistentielt robuste og moralsk ansvarlige medmennesker og medborgere”. Og tidligere på året udkom Trivselskommissionens rapport, der peger på karakterdannelse som et af flere mulige værn mod den stigende mistrivsel blandt børn og unge, ved at ”hjælpe den enkelte til at finde fodfæste, mening og retning”. Der er med andre ord tale om et begreb, der på ganske kort tid, har oplevet noget af en himmelfart.
Og som det altid går med den slags begreber i den pædagogiske verden, er det efterfulgt af en større debat om, hvorvidt der her er tale om løsningen på alle problemer, eller om vi står overfor et tiltag, der vil ødelægge skolen som sådan. For sådan går det næsten altid. Alle begreber kan bruges og misbruges – særligt i skolen. Det gælder selvsagt også for karakterdannelse.
Tilbage til antikken
I virkeligheden er tanken om karakterdannelse alt andet end ny. At menneskets karakter skal dannes ind i en given kultur eller i lyset af særlige idealer, findes helt tilbage i antikken. I det græske dannelsesbegreb Paideia ligger således en forestilling om at dyrke den kulturelle og personlige udvikling, der skal forme et menneske til at blive en god borger ved at orientere sig mod det gode liv gennem intellektuel, moralsk og fysisk opøvelse. En grundlæggende tro på at der er forskel på, hvad der har værdi og kvalitet, og hvad der er skidt og kanel…
Og gennem historien har der lige siden været en lang række bud på, hvilke karakteregenskaber, der til en given tid er ønskværdige for den opvoksende generation. Der ligger i dannelsesbegrebets idéhistorie en forestilling om en stræben mod eller udfoldelse af det hele menneske og det gode liv – vel vidende, at dette er en ufuldstændig og aldrig tilendebragt proces.
Hvilke dyder eller egenskaber, man i dag vil knytte til en karakterdannelse, vil selvsagt variere alt efter, hvem man spørger og hvilken kontekst, der er tale om. Sådan bør det også være, det må forblive åbent, uafklaret og til stadig diskussion. Men nogle eksempler kunne for eksempel være (med lidt inspiration fra antikken) modighed, myndighed, værdighed, ansvarlighed og omsorgsfuldhed – men måske også opmærksomhed, nysgerrighed, åbenhed og frihed.
Jeg tænker, at karakterdannelse hverken løser alle problemer eller vil ødelægge skolen. Jeg tror til gengæld, at karakterdannelse som begreb kan være med til at udvide forståelsen af og sproget for, hvad dannelse handler om. Karakterdannelse kan derfor måske bedst forstås som et delelement af dannelsen – den ene side af mønten, om man så må sige.
Mødet, mennesket og verden
Dannelse kan kort beskrives som et møde mellem mennesket og verden. Et møde mellem det velkendte og det fremmede. Mellem det individuelle og det fælles. For at dannelsen kan finde sted, må således både mennesket, verden og mødet være i spil. I dannelsen sker der en transformation af mennesket, hvis horisont udvides, og af verden, der bliver stadig mere kendt.
Karakterdannelsen kan her ses som en opmærksomhed på selvets udvikling i dannelsesprocessen. Som selvbestemmelse og selvvirksomhed – ikke selvudvikling. Uden denne opmærksomhed bliver det svært at forklare, hvad dannelsen overhovedet skal til for. Dannelse implicerer nødvendigvis, at den på den ene eller anden måde sætter sig i den person, der gennemgår en sådan proces og transformerer vedkommende. Ellers ville der alene være tale om et overfladefænomen, som når vi forbinder det af være dannet med at have de rigtige manérer.
Det gælder ikke mindst i en pædagogisk kontekst, hvor dannelse tager afsæt i en intention, en hensigt, noget man som skole og lærer vil med eleven. Hvad end dette noget så tager afsæt i en formålsparagraf som i Folkeskolen eller et værdigrundlag som en fri skole. At der i en dannelsestænkning er noget, man som skole ønsker at fremme hos eleven, er der således ikke noget odiøst i. At ville noget med nogen – at have noget på hjerte – må være lærerens fornemste opgave.
Forfaldsformer
Karakterdannelsen er nok en udvikling af selvet, men finder ikke sted i den enkelte selv. Den kræver en orientering mod verden og et møde med verdenen – en verdensvendthed – der også har øje for det fælles. Dannelsen vekselvirkning kan her beskrives med den tyske dannelsesteoretiker, Wolfgang Klafkis beskrivelse af den dobbelte åbning, hver verden åbner sig for eleven, og eleven åbner sig for verden. Verden bliver stadig større og rigere, og eleven bliver stadig mere opmærksom på den. Hvis karakterdannelse derfor alene forstås som en ensidig styrkelse (dyrkelse?) af selvet, er det ikke meget bevendt – og da slet ikke dannelse.
Udfordringen er samtidig, at dannelse nødvendigvis må udfolde sig og modtages i frihed. Det handler ikke om at overtage bestemte forestillinger eller overbevisninger. Nok kan vi som skole eller lærere have en hensigt med vores pædagogiske virke i et dannelsesperspektiv. Og nok kan vi have en ambition om at fremme for eksempel mod eller ansvarlighed i eleven, som grundlæggende menneskelige egenskaber. Men grænsen går så også her. Hvad eleverne bruger modet til eller hvordan de forvalter ansvarligheden, må være op til den enkelte. Det hverken kan eller skal læreren, skolen eller samfundet diktere udefra.
Livsduelighed
Grundtvig havde sin egen tanke om karakterdannelse, når han talte om, at livsoplysningen skulle lede til livsduelighed; en duelighed i livet – både det menneskelig og det borgerlige. Heri lå en erkendelse af, at dannelsen både angår vores grundlæggende menneskelige eksistens og det fælles liv i samfundet som borgere, og at vi skal klædes på til begge dele gennem kundskaber og egenskaber. Ikke ved at forme det efter en fastlagt skabelon, men ved at lade det vokse og gro. Det er en dannelse, hvor vi først vokser udad gennem tilegnelse af viden om verden, for derefter ved at vokse indad, når vores erfaringer gør os i stand at være i verden.
En sådan karakterdannelse er forbundet med at gribe og blive grebet af livet. At tage favntag med livet. At brydes, tumle og lege med det. At undres ved det og kæmpe for det. At vække det og våge over det. Det er en livsduelighed, hvor robustheden og modstandskraften kun finder sin værdi i kraft af en samhørighed med det skrøbelige og sårbare – ikke gennem en udgrænsning af det. En dannelse hvor det borgerlige ikke meningsfuldt kan adskilles fra det menneskelige. Og hvor livet er det centrale. Som sådan er det et dannelsesbegreb knyttet til den menneskelige tilværelse.
