Af Martin Søgaard
Orioniderne og Halleys komet
Hvert år i oktober kan vi være heldige at opleve meteorsværmen Orioniderne. Det er ikke årets største meteorsværm, men lidt har også ret. Orioniderne topper natten mellem d. 21. og 22. oktober hvor man kan opleve op mod 20 stjerneskud i timen. Stjerneskuddene synes at udgå fra stjernebilledet Orion, som findes mod syd på himlen, og de er i virkeligheden små støvkorn, der brænder op i atmosfæren. Støvet stammer fra en af de mest kendte kometer - Halleys komet - der krydser Jordens bane med ca. 76 års mellemrum og først passerer os igen i år 2061. Øjebliksfænomenet skaber en oplagt mulighed for at få en snak om kometer, omløbsbaner, stjerneskud og navngivning af meteorsværme.
I min undervisning lader jeg ofte de studerende tegne deres viden omkring disse fænomener og deres modeller kan efterfølgende bruges til en fælles snak. På den måde får man også arbejde med deres forforståelse, som ofte giver værdifulde informationer om hvor meget og hvor lidt der skal forklares og hvor man bør lægge størstedelen af sine kræfter.
Nymånen
Nymånen er det tidspunkt, hvor Månen står mellem Jorden og Solen. Fra Jorden ser vi derfor ikke månens belyste halvdel. Denne gang falder nymånen også d. 21. oktober og det giver os optimale betingelser for mørke og dermed gode muligheder for at observere stjerneskuddene fra Orioniderne.
Det er oplagt at inddrage modeller til at anskueliggøre månens faser og gøre op med en af de forkerte og udbredte hverdagsforestillinger hos eleverne, nemlig at det er jorden der skygger for solens lys og dermed kaster en buet skygge på månen. På billedet holder jeg to flamingokugler som skal repræsentere henholdsvis jorden og månen. Med en kraftig pære som kan repræsentere solen, kan man vise månens faser set fra jorden – lige fra nymåne og den tiltagende måne over fuldmåne og den aftagende måne.
I fysik/kemi og de øvrige naturfag forsøger vi ofte at perspektivere det faglige stof til virkeligheden og koble teori med virkelighed. Vi ønsker, at åbne elevernes øjne for hvordan hele vores komplekse verden er opbygget. Men engang i mellem kan vi også få denne kobling foræret ved at gribe her-og-nu fænomenerne. Det handler om at vise, at fysik ikke kun findes i bøger og formler, men i den verden, vi kan sanse og opleve sammen.
I fysik/kemiundervisningen på lærerskolen kan et modul godt starte med en snak omkring nogle af de fænomener som venter lige om hjørnet eller de store naturfagsopdagelser som med jævne mellemrum dukker op i medierne. Vi har i efteråret bl.a. snakket omkring blodmånen i ugen op til og det næsten garanterede fund af liv på Mars og dyrket både forståelsen og pirret nysgerrigheden. Ved at starte et modul op med en snak om noget aktuelt, åbner man også de studerendes øjne for, at der er fysik og kemi overalt i vores omverden. Jeg vil rigtig gerne have dem til at kigge op, når de går ud om aftenen og om natten. Kigge efter stjernebilleder, planeter, galakser, satellitter, stjerneskud, nordlys osv., men også meget gerne fortælle deres venner og familie om dette, når de færdes ude sammen. I den sidste ende bliver de bedre lærere af at fortælle til andre og på den måde kan de også være med til at pirre til andres nysgerrighed. På lærerskolen oplever jeg i hvert fald nysgerrige og spørgelystne studerende, som er gode til at blive optaget af samtalen og formidlingen og som meget gerne selv byder ind med spændende viden og nye perspektiver.
Så næste gang stjerneskuddene stryger hen over himlen, eller månen forsvinder i mørket, så lad eleverne være med – for det er netop her, fysik og kemi bliver levende.
