Af Mads Bockelund, medlem af elevforeningens bestyrelse
Når jeg snakker med venner, bekendte, kollegaer og andre, man kan forestille sig, er interesserede i at høre om ens uddannelsesvej, har de mange spørgsmål til Den frie Lærerskole. Hvad er det for et sted? Hvorfor ikke bare vælge den ”almindelige” læreruddannelse? Er det rigtigt, at de alle sammen går i bare tæer? Med andre ord bliver jeg altid mødt med en vis undren og en god portion fordomme. Når jeg så fortæller om uddannelsens opbygning med årspraktikken, de mange undervisningstimer, og at vi er karakter-og eksamensfri, så forvandles det undrende blik til misundelse og nysgerrighed. Det er vel at mærke inden jeg begiver mig i kast med at fortælle om det aktive studieliv og ånden, der hersker på Den frie Lærerskole.
En del af det aktive studieliv gør, at vi på lærerskolen har en elevforening. Elevforeningen er for alle tidligere dimittender fra DFL og har en bestyrelse bestående af repræsentanter fra 4., 5. og 6. årgang, 7 bestyrelsesmedlemmer som sidder for 2 år ad gangen samt 2 suppleanter som sidder for 1 år ad gangen. De to sidstnævnte vælges på den årlige generalforsamling som ligger i Gammel Elevweekenden. I år ligger den i weekenden 19.-21. september.
Det er helt særligt, at vi som videregående uddannelse har en elevforening. Jeg kender i hvert fald ikke andre videregående uddannelser, som har en elevforening. Elevforeningen er typisk kendt fra efterskoler og højskoler, så netop derfor giver det måske meget god mening, at Den frie Lærerskole har en elevforening. Det stemmer godt overens med resten af uddannelsen, som er tæt forbundet med højskoletraditionen. Elevforingen er med til at holde forbindelsen mellem uddannede fra Den frie Lærerskole, tidligere ansatte, Den frie Lærerskole og nuværende studerende. Udover at være på de sociale medier, hvor der kan deles jobopslag og erfaringer, sker det mest tydeligt til den tidligere omtalte Gammel Elevweekend, der finder sted årligt. Weekenden indeholder bl.a. en generalforsamling, workshops, gensynsglæde med både gamle studiekammerater og tidligere lærere. Det foregår selvfølgelig alt sammen på Den frie Lærerskole, så man for en weekend kan nyde Undergrunden, hallen, foredragssalen, og hvor man ellers tilbragte sine timer, mens man gik på Lærerskolen. Desuden har elevforeningen demokratisk indflydelse på skolen ved at vælge medlemmer til Tillidsmandskredsen og elevforeningens bestyrelse har en repræsentant i Styrelsen.
Om man er medlem af elevforeningen eller ej, er der en særlig forbindelse mellem tidligere studerende fra DFL. Der er et særligt sprog med ord, som kun folk fra Den frie Lærerskole kender den sande betydning af. Dåb, revy, kartoffelfest, pandekager, Tingstedet. Alt sammen begreber, som er en del af en lang tradition. Denne forbindelse mellem tidligere studerende, møder jeg stort set altid, når jeg snakker med en tidligere studerende, som jeg endnu ikke kender. Der er en samhørighed som er uudtalt, men ganske tydelig. Denne forbindelse mellem mennesker, der er uddannet fra Den frie Lærerskole er med til at gøre Den frie Lærerskole til mere end en læreruddannelse. Når man vælger at uddanne sig her, vælger man ikke bare en læreruddannelse. Man tilvælger også et værdisæt som grundlag for sin uddannelse. Et værdisæt, der er med til at danne en som menneske, og som danner grundlag for et fællesskab, der for mange fortsætter ud over årene på uddannelsen. På samme måde, som et fællesskab fra et efterskole- eller højskoleophold for manges vedkommende fortsætter mange år efter. Og netop her spiller en elevforening en rolle i at opfylde dette behov for at have et fællesskab, der fortsætter videre ud i livet.